11 x gange tak til alle: I har været med på holdet

Dagen derpå. Jo, det kan mærkes. Jeg sidder og slapper af i solen. I hvert fald et par timer endnu. Måske bliver det også til en middagslur. Jeg vågnede kl. 6.30, som jeg plejer. Og et kort øjeblik tænkte jeg: Skal jeg? Kort efter sagde jeg til min chef-supporter: “Vi kan nå det endnu”. Men jeg blev hurtigt afbrudt. NEJ.

Og det er nok også meget godt. For jeg satte punktum i går. Og det er jeg glad for. Jeg fik den verdensrekord, som jeg gik efter i 2. omgang. Men det blev jo ikke til 30. Men det kunne være blevet til 20. Måske?

Det blev jeg mindet om det meste af dagen i går. Fra feltet lød det: “Dobbelt DECA (20), Thea. You are the only woman, who can”. Men som jeg svarede dem. 11 ironman er verdensrekord for KVINDER. Nu er min næste mission at blive cheerleader.

Det var en sjov sidste dag. Og jeg fik mange anerkendende ord med på vejen af de andre atleter. De har været en fantastisk støtte for mig. Tak til alle dem.

Det var også en splittet sidste dag. Skulle jeg stoppe? Eller skulle jeg tage et par stykker mere. Det var en svær beslutning. Og så alligevel ikke. Jeg kunne jo alligevel ikke nå de 30 😉

Nu har det handlet nok om mig, og mig og mig. For det er en holdsport.

Derfor tak til alle på teamet. Og det er jer alle. Hver og en.

Jeg er oprigtigt talt rørt. Jeg sidder i dag og nærlæser alle jeres kommentarer og beskeder. Det er virkelig fantastisk. Mange dage har jeg også fået jeres ord som godnatlæsning og pauselæsning i skiftezonerne. Det har gjort forskel og givet ekstra energi, når det var allerhårdest.

Ja, det bliver lidt af en takketale. Men der er også meget at takke for:

For fantastisk support under løbet fra hele min familie – en særlig tak til min chefsupporter: Jens.

For min fantastiske cykel, som holdt hele løbet – sponsoretet af DDTri – tusind tak Hans Jørgen.

For fantastisk inspiration til at deltage i dette løb: Kim Greisen. Uden dig havde jeg aldrig valgt at stille op. Du holdt mig kørende i løbet.  Jeg ville have ønsket, vi kunne have gjort det sammen.

For at have nogle fantastiske adventure-drenge i baghovedet. Når det holdt hårdt med at cykle, tænkte jeg på, hvordan I ville have trukket mig.

For at kende så mange fantastiske mennesker. Fra nær og fjern. Og fra nutiden og fortiden.  I er uundværlige.

For at have fået så mange fantastiske råd gennem tiden af adventure-racere, triatleter m.fl, som jeg kunne trække på i løbet.

Til alle skal lyde et 11 X TAK.

Jeg glæder mig til at møde jer alle igen.

Nyd dagen. Nu kan mine fingre ikke holde til at skrive mere.

Opdateret af Thea Storm Henriksen

30 er et fiktivt tal. 11 ironmans i træk er en verdensrekord

Skrevet af Cecilie Storm Henriksen 

Ingen anede, hvad det drejede sig om. Lige bortset fra de 23 andre atleter, der stillede til start i rekordforsøget 30 x ironman i streg. I øvrigt mænd alle sammen. Det lød umenneskeligt. Men hvem ved, når man er ude i noget så ekstremt. 10, 20 eller 30. Ja bare en enkelt er noget, som de færreste nogensinde kommer i tanke om.

Medierne var også intetanende. Men købte konceptet og bragte historien om Thea, der ville forsøge at gennemføre 30.
 
Forventningerne var der. Alle steder fra.
 
Halsbetændelse, pencillin og en introtur med nye elever skulle lige overstås. Når daglejerne i gamle dage kunne gå i marken 14 timer om dagen, kunne man vel ikke ynke. Heller ikke forestille sig at holde fri et par uger før afgang.
 
Ikke den bedste start. Det kan man vist roligt sige. 
 
Dehydrering og et styrtdyk højtoppe fra. Var vi skuffede? Vi sagde det ikke.
 
De allersejeste atleter smilede i skægstubbene og tænkte: tosse. Lige med undtagelse af Kim Greisen. Han vidste Thea var sej. Og han sagde det højt.
 
Han er i øvrigt også sejere end alle ord, der findes. Det er ham, der gennemførte 1 ½ gennemført ironman med hoftebrud, hvis nogen er i tvivl.
 
Tilbage til Thea. I ironman-lejren blev der snakket om hende. Hvem er hun egentlig? Og hvorfor stiller hun op i et sådan løb. Hun er jo uerfaren? Ingen havde hørt om hende eller set hende til de andre 117 ironman-løb, de havde gennemført gennem årene.
 
De vidste, hvad det krævede. Og de var enige om, at der var tale om et pigebarn, der var gået forkert. Men det var Thea ikke. Hun gravede sig op fra dybet. Overvandt omverdens forventninger. Og måske frem for alt sine egne.
 
Dag for dag kæmpede hun sig tilbage i løbet. Godt nok som underdog.
 
Vi var nervøse. Vi kunne næsten ikke holde det ud.
 
Det kunne Thea til gengæld. Hun var vedholdende og udholdende.

Hun skulle vise dem. De skulle ikke grine mere. Og det blev også sidste gang, de gjorde det.

For pludselig skulle de ikke vende sig om efter Thea. Nej, hun gav dem baghul. Og hun tog føringer i cyklingen og kørte om kap med løbets spidser. Hun havde to sjove dage på cyklen. Der blev heppet på siden. Der blev grinet i feltet. Og frem for alt blev der kørt stærkt. Megastærkt.
Det gav genlyd. Og de fik noget at spørge om: Er hun dansk mester i cykling? Nej. Hun har aldrig deltaget i et cykelløb.
 
Respekt sagde selv de sejeste i feltet.
 
Efter et par dage på toppen – helt deroppe hvor vi så Thea gennemføre 25 ironmans –spurgte en af topatleterne: har Thea kun gennemført 2 ironman inden dette løb? Ja. Det er hendes 3. ironman-løb. Denne gang bare i en udvidet udgave.
 
Hun er noget særligt, blev det sagt. Tænk hvis hun havde den samme erfaring som os. Og tænk, hvad det kan blive til om 10 år, hvor man når toppen i denne sport.
 
Den tanke er utænkelig.
 
De (altså de allersejeste atleter) har fået øje på Thea. Og Thea og hendes team har fået øjnene op for, at dette ikke er en sport for en uerfaren ironman-udøver.
 
Det er mere ekstremt, end vi kan forestille os herhjemme i sofaen.
Det kræver ikke ”bare” træning, viljestyrke og særlighed. Det kræver viden om: hvornår man skal spare på kræfterne, hvornår man skal slå til. Og ikke mindst hvornår man skal spise hvad. Det er en videnskab.
 
Derfor er der andre end os herhjemme i sofaen, der er imponerede over Thea. For nok får hun noget at spise. Men ifølge teamet er der ikke helt det samme i madkassen. De fleste dage kødsovs frem for proteinpulver. Og vandmelon frem for mærkelige væsker.
 
Måske skulle Thea heller ikke have givet de hårde drenge baghjul den anden dag. Det siger de erfarne. Det kostede lidt ekstra smerter. I hvert fald i nogle dage. Men alle var enige om, at det var sjovt.
 
Og sjovt skal det jo være, når man er på badeferie. Og når Thea er med.
 
En badeferie hvor Thea gennemførte 11 ironmans i streg. Og blev indehaver af en verdensrekord. Det er ikke bare sejt. Det er fuckingsejt. Også selv om det ikke blev til 30.

Mændene griner heller ikke længere. Ikke det mindste. De er enige om, at Thea er sej. Men de synes fortsat, de er allersejest. Bevares det er jo mænd. Og sådan er denne sport. Antallet tæller.

Men Thea er en kvinde, kære mand. Og hun er fandme sej. Nu ved I det.

Thea har slået verdensrekord

Thea har passeret målstregen – lige inden midnat. Verdensrekorden er hjemme. Tiden i dag blev ca. 16 timer. Yderligere opdatering følger i morgen.

 

Næsten i mål

Så er der midtvejsstatus. Thea er godt kørende i dag. Hun sluttede cykling næsten halvanden time tidligere end i går. 20 løberunder af i alt 54 er løbet, og Thea har lige fortalt, at hun kan mærke, at hun er i fysisk fremgang.

Inden løb i dag fik Thea læst alle de fantastiske kommentarer op, som er blevet postet herinde de sidste par dage. Det gav hende lige et ekstra skud energi, og hun takker alle for den overvældende opbakning.
Thea har gennem dagen overvejet, om hun skulle køre 12. tur i morgen, men har besluttet at stoppe efter de 11 og rejse hjem med verdensrekorden – det mål, hun satte, da hun gik igang igen for 11 dage siden.

10. ironman gennemført – første deca for Thea

Så er der godt nyt. Thea fik sin deca i går – 10 ironman i streg! Det er der kun en anden kvinde i verden, der har præsteret. Tiden var lidt bedre end foregående ironman, så ca. 16 timer og 45 min. Thea var faktisk i ganske godt humør, selvom hun efterhånden har smerter i hele kroppen, og lige en times tid inden fortalte, at nu kunne det være nok! Der var lige et øjeblik, hvor hun havde svært ved at forstå, hvorfor det nu lige var, at hun meldte sig til racet. Men i mål kom hun. Thea blev kørt direkte til hotellet og fik sine 5 timers søvn.

Kommer hun igennem i dag, så har hun slået verdensrekord for kvinder. Hun er godt i gang med svømningen, men der er stadig lang vej til rekorden er hjemme… Uanset hvad, så regner Thea med, at det er sidste dag i dag.

9. ironman er gennemført

Så er 9. ironman gennemført. Tiden var omkring 17 timer. Thea kæmper med smerter i låret. Og i de sidste par runder af ‘løbet’ sov hun gående. Hun kæmpede fantastisk. Og i dag er hun godt i gang med cyklen.

8. ironman gennemført

Så er 8. ironman gennemført på omkring 14,5 timer. Benene er ved at være godt brugte. Der er betændelse i det ene skinneben, og i det andet ben er musklerne helt spændte. I morges på 9.ironman gik svømning fint, men smerterne begynder at melde sig hist og her. Psyken fejler dog ikke noget. Og det er jo godt.

%d bloggers like this: